BARNETS STEMME

    

En udstilling af Billedkunstner Lene Juhler og Socialrådgiver/Forfatter Sanne Juhler Hansen.

 

Det startede i Vejle.....

som en samtale mellem to søstre i en bil gennem Danmark til København d. 18.05.11. Temaet var ”børns vilkår” med udgangspunkt i den frygtelige virkelighed for ti børn i Brønderslev. Børn, der har været udsat for massivt omsorgssvigt, vanrøgt, voldtægt. Børn, der ikke blev set og hørt. Børn, der ikke kun blev svigtet af forældrene, men også af alle der vidste det, men ikke stoppede det.

 

Vi spurgte hinanden.....

hvor er ”barnets stemme” i alt det her? er der nogen som har talt med børnene? er der reelt nogen som har set og hørt det enkelte barn?

 

Vi blev klar over..... 

at vi selv ved noget, vi gerne vil fortælle. En viden om hvordan det er ikke at blive set og hørt som barn. Vores egen opvækst var barsk i et hjem med alkoholmisbrug og omsorgssvigt. Vi er vel det man kalder "mælkebøttebørn".

 

Vi vil skabe.....

en kunstudstilling bestående af 4 installationer. Der skabes et univers , hvor barnet bliver set, hørt og husket. Gæsten må gerne opleve at det er ligesom at gå i biografen, men at man er med i sin egen film. Hver installation består af 4 malerier på ca. 2.5 x 3 meter og en søjle med høretelefoner. På hvert maleri er barnet skildret i en situation som skaber genkendelse i gæstens erindring. Gæsten træder op på første trin af søjlen og tager hovedtlf. på. Kan nu høre en stemme, der taler til barnet. Ord og maleri forbindes med 3 laserstråler som tegn på at kontakten med barnet er opnået. Installationerne står i et "sjælelandskab" som gæsten træder ind i og forlader igen med sanserne vakt og ..........

 

Vores formål med udstillingen er.....

Lene: Der findes en ressource i ethvert barn. Hvis man reelt ser og hører barnets inderste sjæl, bliver barnet mødt og forstået. Jeg vil med udstillingen ”Barnets stemme” indbyde den besøgende til at træde ind i barnets private – undrende – stille rum. Det rum jeg som mælkebøttebarn husker og genkender. Jeg vil via malerierne forstærke og formidle barnets virkelighed for den besøgende, så den forstås på en måde, man ikke kan sidde overhørig. I Samklang med Sannes ordinstallationer findes vej til gæstens hjerte, hvor empatien bor. Malerier og ord sammen medvirker til, at det bliver muligt at rumme barnets reelle situation, så alle dimensioner i barnets virkelighed sanses og modtages . Det er det, Sanne og jeg kan sammen.

 

Sanne: I mit arbejde som socialrådgiver og leder indenfor familieområdet har jeg i mange år medvirket til og kæmpet for at forbedre vilkårene for udsatte børn. Min grundvold blev rystet, da vi i Danmark skulle opleve en ”Brønderslevsag”. Håbede det var slut efter ”Tøndersagen”. Den sætning jeg aldrig vil høre mere er ”Vi har ikke gjort noget forkert” samtidig med, at det kommer frem at ti børn har levet under forfærdende forhold. Mit mål er, at vi med projektet bliver en betydelig supplerende stemme for udsatte børn. Så vi sammen med andre gode kræfter nu bliver ved at tale, indtil den nødvendige forandring er sket. Det er det, Lene og jeg kan sammen.

 

Da vi nåede til København..... 

havde vi skrevet grundplanen for projektet ”Barnets Stemme” . Vi har nu aftalt samarbejde med "Spinderihallerne" i Vejle. Kunstudstillingen vises der i oktober/november 2012. Før, under og efter udstillingen vil der blive planlagt arrangementer , hvor mennesker mødes i et rum med refleksion og gensidig inspiration. Projektets innovative del skal sprede ny energi og handling til gavn for udsatte børn. Projektet vil udover selve udstillingen indeholde en bog og undervisningsmateriale, der skal ruste fagfolk til at udøve en socialfaglig praksis, så myndighederne kan stoppe vanviddet.

 

IMGP3968.JPGLene Juhler, Billedkunstner 

Sofievej 10, 3 sal tv.

7100 Vejle 

mail@lenejuhler.dk

Mobil 41409799

Se Lenes CV og malerier på : www.lenejuhler.dk

 

Lene er kunstnerisk ansvarlig for udstillingen og på projektet.

 

Sanne Juhler Hansen, Socialrådgiver/Forfatter

Sofievej 10, 6 sal tv. 

7100 Vejle 

sanne@juhlerhansen.dk

Mobil 21322616

 

Sanne er ansvarlig for det socialfaglige indhold og koordinator på projektet.